Stram op hvis du søger partner og rent faktisk gerne vil finde en

u2

Der er ofte personer, der søger efter en partner in crime til at lave noget nyt med. Et nyt projekt, en startup, en hjemmeside eller hvad det nu kan være. Men ofte er de her efterspørgsler på en partner ret vage, hvis jeg selv skal sige det.

Jeg har ikke nogen erfaring med at finde en partner til et nyt projekt, så jeg ved rent faktisk ikke, om et forsøg som det, du kan se herover, rent faktisk virker. Men jeg har mine tvivl.

For som du kan se på det billede i toppen, så er der eksempelvis en person på Amino, der gerne vil have en partner til et nyt projekt. Han skriver lidt om sine egne skills, og de skills som en eventuel partner gerne må have. And that’s it! Are you kidding me?!

Hvis man virkelig gerne vil lave en ny startup, som bare skal sparke røv, og som dette indlæg eksempelvis indikerer “ikke kommer sovende til succes”, så må man da forvente et lidt mere seriøst opslag. Eller er det bare mig, der er galt på den?

Hvis jeg på nogen måde skulle overveje at teame mig op med eksempelvis ham gutten her, så kunne det da være rart at vide bare lidt om ham. Til at starte med kunne man i hvert fald droppe aliaset og præsentere sig selv med sit rigtige navn. Hvis det er for sent at gøre det i brugernavnet, så kunne man i det mindste gøre det i teksten. Og derudover have et profilbillede af mig selv.

Og så ville jeg gøre meget mere ud af at fortælle om mig selv, og hvad jeg søger. Smide billede op af mig selv, skrive lidt om hvem jeg er, hvordan jeg er privat, hvordan jeg er indstillet til denne opgave, uddybe hvordan jeg ikke har tænkt mig at komme sovende til det osv. Eventuelt kombinere det med en video af mig selv, så modtageren kan se, det er seriøst.

Jeg skal ikke kunne sige, om ham gutten her har fundet en partner in crime, men det vakte i hvert fald ikke min interesse, lad mig sige det sådan.

Så hvis du skal finde dig en kompagnon at slå pjalterne sammen med, så prøv at gøre lidt mere ud af din kontaktannonce. Svøb den ind i informationer, så man virkelig kommer under huden på dig og kan mærke, hvem du er som person. Lad læseren mærke din energi og din passion for projektet. Man skal kunne mærke, hvordan du lever og ånder for din ide, og hvor meget du brænder for at finde en ligesindet, som også er klar på at gå all in – i hvert fald med sin tid.

Jeg kunne sagtens være frisk på at starte noget op med en anden, og jeg har da også leget lidt med tanken i det sidste stykke tid, fordi det efterhånden er blevet lidt trivielt at starte projekter op alene. Og samtidig er der så mange andre, der starter op sammen, og det er de bedste råd, man ofte får fra andre succesfulde startups. Men jeg ville ikke engang overveje et opslag som dette.

Og hvis jeg selv skulle søge efter en kammersjuk til et nyt projekt, så ville jeg i hvert fald gøre mere ud af det. Det er jo ikke for sjov, man søger efter en partner, vel? Mener du det seriøst, så er det en partner for de næste mange år, du er på jagt efter. Og ham finder du ikke med tre linjer useriøs tekst, et fesent alias og et random profilbillede.

Du ville jo heller ikke oprette en datingprofil med et billede af en blomst som profilbillede, en tekst der kun siger “send lidt info om dig selv” og uden dit eget navn. Chancerne for at finde en date er i hvert fald relativ lille på den måde, for næsten at sige ikke-eksisterende.

Så læg nu noget arbejde i det, hvis du vil finde en crimerider til at sparke røv med. Så tror jeg i hvert fald, du vil få nogle flere og langt mere seriøse henvendelser.

Heep!

Sander

Hej! Mit navn er Sander Grønlund, og her på siden blogger jeg hovedsagligt om det at skabe en online indkomst. Hver måned udgiver jeg månedsrapporter med min indtægt, så du kan følge med i og lade dig inspirere af at se mine tal - 100% uden filter.

One thought on “Stram op hvis du søger partner og rent faktisk gerne vil finde en

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *