Sanders Affiliate Guide 004: Opsætning af siden

004

Tiden går stærkt lige pludselig, og nu er vi nået til det punkt, hvor siden skal sættes op.

Der er i skrivende stund lidt over to og en halv måned til deadline, hvor jeg skal have tjent 1000 kroner på affiliate med Fitto.dk. Så det er bare med at få trykket på speederen.

Indtil videre har jeg fået ordnet følgende ting:

Som tidligere nævnt, så kommer den guide ikke til at gå helt ned i step-by-step detaljer, da jeg før har dækket det i eksempelvis min Total Adsense Guide.

Dog har jeg lavet en lille guide til dig om, hvordan du køber dit første domæne og webhotel, samt installerer din WordPress side hos UnoEuro. Hvis du gerne vil have hjælp til det, finder du guiden her.

Altså står jeg nu med en dugfrisk WordPress installation, som jeg skal i gang med at forvandle til en side om hjemmetræning og alt dertil, så jeg kan få sparket gang i affiliate indtægten.

Hvis du undervejs skulle have spørgsmål, så er du mere end velkommen til at smide mig dem via en kommentar herunder indlægget eller på en mail. Så skal jeg nok svare, så godt jeg kan.

Anyways.

Jeg skal have opsat siden, så den kommer til at spille og bliver klar til at få noget indhold på sig.

Derfor kommer jeg i dette indlæg til at fortælle lidt om følgende ting:

  • Hvorfor WordPress?
  • Dit første login i Admin delen
  • Valg af plugins samt installation
  • Valg af tema
  • Andre småændringer

Hvorfor WordPress?

Jeg har måske jappet lidt for meget henover de mere basale ting, som efterhånden bare ligger naturligt for mig.

Derfor vil jeg gerne blive lidt bedre til lige at uddybe nogle af disse, for mig, naturlige valg, som bare ligger fast i mig, når jeg skal i gang med at lave et nyt site.

Til at starte med har jeg jo installeret WordPress. Og hvorfor så det, tænker du sikkert.

WordPress er et CMS (Content Management System), og det er verdens mest benyttede af sin slags. Et CMS gør det nemt at publicere nyt indhold, ændre på sider, tilføje billeder osv. Og så er det ideelt for folk, der ikke kan eller vil kode et helt website fra bunden.

Ved at bruge WordPress kan du få opsat en hjemmeside med et enkelt klik. Derudover er det utroligt brugervenligt, uden at det på nogen måde fjerner mulighederne og udfordringerne for de garvede brugere.

Dertil kommer der de mange gratis brugerudviklede ting, som gør det fordelagtigt at bruge lige netop WordPress som sit hjemmeside system.

Der sidder brugere over hele verden og udvikler temaer, plugins og guides, og næsten ligegyldigt hvilket problem du måtte have med din WordPress side, så er der med 99,9% sikkerhed altid givet et svar på det på et tidligere tidspunkt. Derfor kan man med en hurtig Google søgning i langt de fleste tilfælde nemt finde svar på sine spørgsmål og problemer.

Jeg bruger WordPress, fordi jeg kan have min side oppe at køre i løbet af no time. Som sagt kræver det et enkelt klik, og så er jeg ellers flyvende.

Derfor har jeg igen, igen, igen valgt at bruge WordPress til mit affiliate site. Og det er også derfor, jeg vil råde dig til at gøre det samme. Også selvom du aldrig har lavet et website før.

Sidst, men ikke mindst, så tilbyder langt de fleste webhoteller også muligheden for lige netop denne 1-click installation. Derfor betyder det i bund og grund ikke så meget, hvilket webhotel du vælger, da langt de fleste nu om dage har denne funktion. Dog vil jeg stadig bare anbefale det billigste, hvis det er første gang, du skal lave en affiliate side. Så har du minimale startomkostninger.

Dit første login efter installation af WordPress

Jeg har som sagt fået installeret WordPress på mit domæne nu, så lige nu ser det således ud:

fitto start 1

 

Bemærk: Vær ikke nervøs for, at din side muligvis ser anderledes ud. Her er det bare Twenty Fourteen temaet, der er blevet installeret som standard tema, hvor du måske har fået den nyeste version – Twenty Fifteen.

Det er jo ret meget fra scratch det her, så derfor skal jeg i gang med at have installeret nogle forskellige ting og sager, så den så småt kan begynde at se lidt mere lækker ud og få det touch, som jeg gerne vil have.

Til at starte med skal du logge ind i admin delen, som er baglokalet, hvor du styrer alt lige fra udgivelsen af nye indlæg og ændring af dit password til ændring i tema og tilføjelser af billeder.

Dit login til admin delen fik du/oprettede du, da du installerede WordPress. Så hvis du ikke kan huske det, burde det meget vel ligge i din indbakke.

For at tilgå admin delen på din WordPress side skal du gå til ditdomæne.dk/wp-admin. For mig vil det være Fitto.dk/wp-admin.

Fitto login

Her logger du så ind med dine admin loginoplysninger, hvorefte du bør komme ind i adminpanelet, som gerne skulle se nogenlunde sådan ud:

admin ind 2

Nu er vi ellers klar til at få lavet de første rettelser og tilføjelser på siden.

Valg af plugins samt installation

Noget af det første, jeg altid gør med et nyt WordPress site, er at installeret plugins. Plugins er ekstra tilføjelser til din side, som hver især bidrager med noget forskelligt. Det kan være alt lige fra kontaktformularer og sporingskoder til SEO plugins og billedgallerier samt meget, meget andet. De kan både være gratis og koste penge.

De plugins, jeg bruger, er ikke nødvendigvis de bedste eller mest udbredte. Og jeg plejer som regel ikke at tilføje så mange i starten ,da jeg gerne vil så hurtigt som muligt i gang med at lave content. Især nu hvor der er en deadline, der skal nås.

Her på Fitto.dk vælger jeg at installere to plugins til at starte med. For at tilføje et plugin skal du holde musen over “Plugins” menuen ude i venstre side og trykke på “Add new” (tilføj nyt).

De to plugins, som jeg vil tilføje her i starten, er følgende:

  • WordPress SEO by Yoast
  • Analytics code

WordPress SEO by Yoast kommer jeg til at bruge til at benytte i forbindelse med søgemaskineoptimering, som jeg nok skal komme lidt nærmere ind på, når jeg skal i gang med at lave og udgive mit første indlæg.

Analytics Code er et lille og meget simpelt plugin, som tillader en at tilføje sin Google Analytics sporingskode, som gør det muligt at se, hvor mange besøgende du har på din side, hvor de kommer fra, hvor lang tid de er der osv.

Efter du har trykket på “Add new” under Plugins menuen, skal du oppe i højre hjørne søge på de to plugins.

wordpress eo

Herefter vælger du klikker du på “Install now” knappen ved det pluginnet af samme navn:

install

Når det er installeret, trykker du på “Activate Plugin”.

acv

Herefter er dit plugin installeret og aktiveret. Gør nu det samme med Analytics Code.

Opsætning af sporginskode med Google Analytics

For at få Analytics til at fungere, får du lige her en hurtig guide til at installere din sporingskode.

Først og fremmest kræver det en Google Analytics bruger. Det er gratis, og det kræver bare en Google konto, og sådan en har du nok i forvejen.

Gå til google.com/analytics og opret en konto, hvis du ikke har en. Log herefter ind.

Når du er logget ind, trykker du på “Administrator” oppe i top menuen.

admini

Klik herefter på rullemenuen i venstre side af skærmen, og tryk på “Opret ny konto”.

gate1

 

opretny

Bemærk: Det kan fungere anderledes, hvis det er din første konto.

Herefter skal du udfylde dine informationer som hjemmesidens navn, webadressen, land osv. Det er hurtigt gjort.

opsat

Under det har du muligheden for at vælge dine præferencer i forhold deling af dine information og adgangstilladelser. Vælg hvad du selv synes. Jeg plejer som regel ikke at dele info med nogen tredjepart. Men det kan være, jeg er en særling på det område.

Gå ned i bunden og tryk så på “Hent sporings-id” og accepter de betingelser, der kommer op.

Herefter får du så din sporingskode. Marker den og kopier den.

sporing

Gå herefter ind i dit adminpanel, hold musen over “Settings/Indstillinger” ude i menuen og vælg “Analytics code”.

Slet det Default, der står der i forvejen, og indsæt din sporingskode. Tryk herefter på “Save changes”.

save

Du har nu succesfuldt installeret Google Analytics på din nye affiliate side, hvilket gør det muligt for dig at måle spore alle dine besøgende.

Tip: Det kan også være en god ide at tilmelde din side til Google Webmaster Tools. Det giver dig adgang til at se, hvilke søgefraser du bliver fundet på, og hvilke der trækker flest kliks til sig. Derudover rapporterer det også eventuelle problemer til dig direkte.

WordPress SEO by Yoast vil jeg som lovet komme lidt ind på i et fremtidigt indlæg, hvor jeg skal skrive samt udgive indhold.

Det plugin giver dig nemlig mulighed for at holde styr på titler, meta descriptions osv., som alt sammen er ret vigtigt, når vi skal i gang med at lave indhold, der gerne skal findes af Googles brugere på de populære søgefraser.

For flere besøgende giver forhåbentlig flere kliks på vores affiliate links, hvilket forhåbentlig giver flere kroner i kassen, når de forhåbentlig ender med at købe noget i den webshop, vi sender dem ind på. Affiliate marketing skåret ind til benet lige der.

Valg af tema

Nu står vi altså med en WordPress side, der har to plugins og en arbejdsom ejer bag. Dog er der lige en ting til, der skal på plads, inden vi går i gang med at lave fantastisk indhold til vores læsere.

For kan du huske temaet? Hæsligt. I hvert Twenty Fourteen. Det skråler i hvert fald ikke ligefrem hjemmetræning ud i hovedet på folk.

Så jeg skal have fundet mig et nyt tema.

I og med jeg vil holde omkostningerne nede, så vil jeg gå efter at finde et gratis et af slagsen. Der er også mange betalte temaer derude, men de vil ikke blive aktuelle i denne omgang.

WordPress selv har en stor database over gratis temaer, som du frit kan få lov til at søge i ved at holde musen over “Appearance/Udseende” og trykke på “Themes/Temaer”. Herefter klikker du “Add new/Tilføj nyt” øverst oppe.

Så er det ellers bare i gang med at lede efter et fedt tema. Og husk på, at det tema jeg ender med at vælge, nødvendigvis ikke vil vare det mest ideelle for dit site.

Jeg gider ikke bruge så lang tid på at finde et tema, da det er noget, jeg nemt kan ændre på i fremtiden, hvis jeg skulle få lyst til det. Jeg vil bare gerne have et, der ok til at starte med, og som ikke er lige så hæsligt som Twenty Fourteen (ja, jeg virkelig det er grimt).

Du kan vælge at finde de populæreste eller nyeste temaer, eller du kan søge efter specielle udtryk eller ord, som du mener, kan have relevans til dit emne.

Jeg søger efter “health”, fordi mit site har med sundhed at gøre. Hurtigt finder jeg frem til temaet “PersonalTrainer” som absolut ikke er det fedeste tema, jeg nogensinde har set, men det går an lige nu.

Det er i hvert fald grønt og har et dame-på-en-træningsbold billede, så det spiller fint lige nu.

personal

Når du har fundet et tema, som du vil installere, holder du bare musen over og trykker på “Install/Installer”. Hvis du gerne vil se det i live-action, inden du installerer det, kan du med fordel trykke på “Preview” knappen lige ved siden af Install.

Det kan være meget rart lige at se temaet i aktion først, inden man installerer det.

Når du har installeret det, så er du næsten klar til at gå i gang med at producere lækkert indhold.

Andre småændringer

Med en ny WordPress installation er der nogle ting, som du vil have fordel lige at blive sat ind i.

Først og fremmest er der nogle standard ting på siden, som altid følger med, når du installerer WordPress. Det er eksempelvis et standard indlæg, der hedder “Hello world” som du bare kan slette.

Derudover kan du med fordel ændrer lidt på dine Widgets, som er den sidebar, du vil se ude i den ene side.

stand

Står dine overskrifter i Widgets-delen også på engelsk, som mine gør, så er det en god ide at oversætte dem. Og overvej så, hvad der vil give mening at have i din sidebar. Du ændrer dine widgets i “Appearance/Udseende” i adminpanelet. Hold musen over og vælg “Widgets”. Så er det bare drag-n-drop.

Hos mig har jeg valgt blot at beholde to af dem lige nu:

seneste

Der er ikke nogle regler for widgets. Jeg kommer nok også til at have en widget med en lille præsentation omkring mig selv og siden samt et billede, akkurat som jeg har det her på Sanderg.dk.

Men det kan du altid rode med.

Det der “Hello World” indlæg kan du slette ved at gå til “Posts/Indlæg” menuen i adminpanelet. Derudover er der også en “Sample page” som du bare kan slette. Find den under “Pages/Sider” i menuen.

Permanente links

En anden ting, som jeg gerne lige vil vise dig, er hvordan du laver permanente links. Det er en linkstruktur, der gør, at der i dine indlægs URL kun er indlæggets navn.

Hvis du i adminpanelet holder musen over “Settings/Indstilliger” og vælger Permalinks, så kommer du ind til det sted, hvor du kan ændre det.

Som udgangspunkt står mit til “Dag og navn”, hvilket får mine indlæg til at se ud som “fitto.dk/2015/03/06/sample-post/“.

Jeg vil gerne have fjernet tallene, så jeg går ned og vælger den mulighed, der hedder “Post name”, som ser sådan her ud “fitto.dk/sample-post/“. Så er det kun navnet på indlægget, der optræder i URL’en.

Det er bare lige en lille ændring.

Forside – statisk eller ikke statisk?

Din hjemmeside har en forside. Men du bestemmer selv, om den skal være statisk eller ikke statisk.

Med statisk vælger du en fast side til at være din forside. Ved ikke at vælge statisk vil det bare være dine seneste blogindlæg, der florerer på forsiden, ligesom du kender det fra denne og mange andre sider/blogs.

Jeg kommer ikke til at vælge statisk forside i denne omgang. Men hvis du nu eksempelvis har lavet en side, der hedder “guide til at tjene penge på nettet”, så kan det være en ide at lave en statisk forside med en lang god tekst om det at tjene penge online.

Men da min side hedder Fitto.dk, og kommer til omhandle mange forskellige grene inden for hjemmetræning, så kører jeg det mere som blogformat.

Det kan være, at jeg senere hen kommer til at lave en statisk forside med fokus på ordet hjemmetræning, men det vælger jeg ikke at gøre lige nu.

Banner, logo, menu og så videre

Der er en lang række ting, du kan lege med, når du skal opsætte en WordPress side, som du vil have den.

Det kan være, jeg kommer ind på alt for mange urelevante ting her i dette indlæg, når du bare gerne vil i gang med at tjene nogle penge. Men det kan være rart at vide, hvordan du laver disse ændringer, hvis du fremtiden gerne vil gøre det.

Ting som bannere og logoer afhænger meget af dit valgte tema, og bestemmer selv, om du vil have et billede ind, eller om det bare skal være bogstaver.

Disse ting er ofte punkter, som mange andre smider lidt penge efter, så de ikke skal klare det hele selv. Jeg plejer nu som regel at stole på mine egne mad skills i Photoshop og så strikke en holdbar løsning sammen.

Hvis du vil have andre til at stå for det, så kan du eventuelt se, om du kan finde en billig designer på Fiverr.com, som kan klare det for dig for et par håndøre.

Hvis du, ligesom mig, ikke vil have nogle ydereligere omkostninger ved opstarten af din side, så lad det stå som en simpel tekst eller få en god ven til lige at lave et hurtigt logo gratis.

Du plejer som regel at ændre ting som logo eller topbanner inde i “Appearance -> Header”.

Hvis du gerne vil ændre din pirmære menu, så kan du gøre det under “Appearance -> Menus”.

Men jeg vil ikke komme ind på det nærmere. Der er mange sager i småtingsafdelingen, og det vil tage for lang tid at dække hver enkelt lille detalje.

Så leg lidt med det og tilpas din side, som du nu engang vil have den rent designmæssigt.

På sigt vil jeg nok personligt vælge et lidt mere stilet og måske professionelt design til min side, men det går an lige nu og her.

Afslutningsvis

Jeg vil gerne holde denne guide simpel. Og det håber jeg også, jeg har gjort tilpas nok.

Det kan nemt gå hen og blive for teknisk, hvilket kan sætte nogle af. Hvis du ikke forstår Analytics, så lad vær med at installere det her og nu.

Hvis du ikke kan finde ud af at lave dit eget awesome logo, så lad sidens navn stå som tekst. Alle disse ting er petitesser, som ikke altafgørende for, om du kommer til at tjene penge på siden.

Selvfølgelig skal din side gerne lækker ud, men er det ikke på det designmæssige plan, du har dine evner, så vent med at fokusere på det.

En grim side kan skræmme potentielle affiliate-klikkende besøgende væk, og jeg vil da også lyve, hvis jeg sagde, at jeg sagtens kunne arbejde med Twenty Fourteen temaet, uden at det ville gå mig på.

Men gør det så godt du kan. Og hav fokus på indholdet. Det er dit indhold, der afgør, om du får succes med din affiliate  side eller ej. Designet kan du altid komme tilbage og rette på. Jeg har ingen anelse om, hvor mange gange jeg har rettet på designet her på siden, men det kan i hvert fald ikke tælles på ti fingre.

Jeg tror også, dette er det eneste indlæg, der bliver så teknisk i denne guide. Men det er bare svært at komme uden om nogle af tingene, når man opsætter et helt nyt WordPress site.

Og der sidder med garanti også nogle og følger denne guide, der aldrig har prøvet det før, og for dem kan det jo være lækkert at indsigt i, hvordan man lige installere et plugin eller ændre temaet.

Har det været for nemt for dig, så beklager jeg, men så er det bare med at hoppe videre til næste skridt.

Non than less, så er jeg i luften med siden, og jeg kan nu begynde at fokusere på at udvikle indhold.

Når jeg skal lave det første indlæg på siden, kommer jeg til at gennemgå lidt keyword research, så vi kan få peget indlægget ind på noget, der rent faktisk bliver søgt på, på Google. Og jeg kommer heller ikke udenom lige at sætte dig ind i at finde rundt på et affiliate netværk som Partner-Ads, når jeg skal finde webshops og programmer, som jeg kan lave affiliate for.

Men nu er jeg da kommet et skridt nærmere.

Vi ses i næste step,

Sander

0
0

1
1
0

Sander

Hej! Mit navn er Sander Grønlund, og her på siden blogger jeg hovedsagligt om det at skabe en online indkomst. Hver måned udgiver jeg månedsrapporter med min indtægt, så du kan følge med i og lade dig inspirere af at se mine tal - 100% uden filter.

One thought on “Sanders Affiliate Guide 004: Opsætning af siden

  1. Hej Sander

    Er det muligt at vi kunne tale sammen 5-10 minutter vedr. siden lingeri.dk som
    består at affiliate til nelly, via tradedoubler.

    ring til 4084 4540

    mange hilsner
    nils paaske

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *