Kristoffer Føns – Et selvstændigt vidunder

Priviligeret som jeg er, har jeg nu fået den fornøjelse at interview Kristoffer Føns – KFons.dk, og ejer af Florence Marketing. En herre der altid har et smil og en frisk bemærkning, og som helt bestemt er ‘one of a kind’. Han er en fantastisk hjælpsom fyr, og en spændende person. Så læn jer tilbage, og nyd det skriftlige interview med et selvstændigt vidunder.

God fornøjelse!

 

Hej Kristoffer! Først og fremmest tusinde tak fordi du ville lave dette lille interview. Det sætter jeg virkelig meget pris på!

Kan du først og fremmest give en hurtig præstation af dig selv? Hvor er du fra og hvor gammel er du?

Jeg er 19 år gammel og kommer fra Kværndrup på Midtfyn.

 

Hvilke tre ord ville beskrive dig bedst?

Ambitiøs, uafhængig, drukmås.

 

Arbejder du efter noget specielt citat? Hvis ja, hvilket?

Jeg har ikke noget specielt citat jeg læser højt for mig selv, når jeg står op om morgenen. Når jeg står op om morgenen kan jeg faktisk kun lige overskue at tjekke Facebook, Google+ og Twitter og så ellers forsøge at komme afsted på arbejde. Men der er naturligvis rigtig mange personer, der inspirerer mig. Helt klassisk elsker jeg f.eks. Thorborgs videoer, der altid både motiverer mig meget og samtidig gør mig klogere.

 

Hvornår og hvordan fik du øjnene op for det at tjene penge online?

Det må have været i efteråret 2009, hvor jeg stødte på en hjemmeside, der guidede til at tjene penge på en blog. Jeg oprettede en .blogspot-blog, skrev lidt anmeldelser af mine yndlingspubber og fik min AdSense-konto deaktiveret efter et par dage pga. ulovlig klik-aktivitet. Så måtte jeg jo se mig om efter andre indtægtskilder og jeg tilmeldte mig Euroads og spammede mine venner med ligegyldige surveys. Fantastisk måde at starte på…

 

Hvad tjener du dine penge på nu?

Om 6 timer er jeg ikke længere ansat i en virksomhed, men de sidste 3 måneder har jeg arbejde med søgemaskineoptimering og markedsføring online generelt hos Wimdu. Om 6 timer bliver jeg atter selvstændig i mit eget firma, hvor jeg skal hjælpe alskens virksomheder og webshops med SEO og online markedsføring. Derudover har jeg også en stak hjemmesider, der genererer lidt penge til mig hver måned.

 

Hvad var din første hjemmeside?

Meantime.dk. Min musikblog, der startede noget mere ambitiøst; som et indie-alternativ til Gaffa, men jeg har måtte sande, at når pengene ikke triller ind, så har jeg ikke, ene mand, engagementet til at opdatere med nyheder på daglig basis. Så nu er jeg, helt i tidens ånd, musikblogger.

 

Hvor mange hjemmesider har du haft igennem tiden?

13 and still counting. I disse tider går jeg ret meget amok og køber domæner næsten på daglig basis.

 

Hvad er din skolemæssige baggrund? Og er uddannelse go eller no-go for dig?

For et års tid siden afsluttede jeg 3 rædselsfulde år på Midtfyns Gymnasium. Pt. er uddannelse i sin traditionelle ’sid på din stol og hold kæft mens den kloge lærer snakker’ fuldstændig udelukket. Da jeg startede i gymnasiet var jeg forholdsvis flittig og ville meget gerne have gode karakterer.

 

Virkeligheden er dog, at hvis man er den mindste smule oprørsk og stikker ud af mængden, går der ikke længe før man får fjender i lærerstaben og det kan mærkes på karakterbladet. Så de sidste par år blev brugt på at læse om SEO og være på Facebook. Et morsomt citat om mig sagt fra en (af de gode) lærere til en anden: ”Det kan godt være, at han får dårlige karakterer nu, men om 10 år sidder han jo og tjener 5 gange som os og så er det nok ham, der griner”.

 

Jeg har ikke i sinde at skuffe hende. Jeg regner dog ikke med, at jeg nogensinde skal tilbage på skolebænken. Jeg uddanner mig hver dag, men hvis jeg får brug for at styrke mine kompetencer yderligere, er der masser af SEO-konferencer og kurser i både Danmark og udlandet, hvor jeg er sikker på, at min tid er bedre givet ud i forhold til at få et eller andet fint stempel, der fortæller, at jeg har gennemført 3-4 år på et universitet. Bare tanken om en sådan uddannelse giver mig kvalme…

 

 

Hvilke personer, både offline og online, inspirerer dig?

Jeg ville jo ikke være ægte ung iværksætter, hvis jeg ikke smed Thorborg på den liste. Hans historie er inspirerende og hans videoer giver virkelig et los i røven.

 

Desuden virker Thomas Rosenstand også som et helt igennem dejligt menneske og hans skriverier om SEO er altid en fornøjelse at komme igennem. Jeg husker også, at jeg så en video fra hans hjem i Florida (se den her: http://www.youtube.com/watch?v=sPhv3t-yzqI&feature=plcp), der motiverede mig til at give den en ekstra skalle business-wise – jeg vil fandme også have en masse penge og bo så fedt.

 

Hvordan er livet som selvstændig – og vil du altid være det?

Nu har jeg jo været hos Wimdu i 3 måneder, så jeg kender nu både det søde liv som selvstændig og 9-18 jobbet. Derfor kan jeg nu sige, at jeg håber og tror på, at jeg altid vil være selvstændig. I de næste par måneder går jeg også ind i en utrolig spændende fase, hvor jeg, sammen med en anden SEO-fyr, kommer med et koncept og et website, der aldrig før er set og prøvet i Danmark.

 

Nu ved jeg, at du har prøvet at arbejde i udlandet – er det noget du kunne se dig selv gøre permanent?

Jeg ved ikke om jeg permanent vil bo og arbejde i udlandet, men jeg regner faktisk med, at jeg skal ud igen. Nu tager jeg et par måneder i Danmark, men så vil jeg gerne arbejde fra London. Jeg er vild med engelsk musik, kultur og øl, så jeg kan mærke på mig selv, at jeg er nødt til at give det et skud.

 

Derefter kan jeg også godt se mig selv arbejdende fra en hængekøje på en strand, men nu må vi se, hvad der sker. Måske ender jeg på CBS… Haha.

 

Hvis du skulle komme med et guldkorn til læserne, som du har lært gennem din tid online, hvad skulle det så være?

Lav en profil på Amino, men lad være med at spille konge af verden fordi du har læst et par indlæg på SEOmoz og har en skrabet affiliate-side. Vær aktiv, spørgende og hjælp så meget som muligt, så bliver du en velset skikkelse og det er altid vigtigt. Jeg arbejder stadig på at holde mine beskidte fingre fra tastaturet, når jeg får lyst til enten at tilsvine en idiot eller lave sjov i gaden. Det kan være svært.

Desuden er det altid en glimrende idé at være aktiv på Google+ og vel også Twitter, selvom jeg har svært ved at forstå, hvorfor jeg skal få fyldt min twitter-feed med folks samtaler. Men jeg får også konstant at vide, hvor vigtigt det er for en online iværksætter at være på Twitter, så det råd må jeg vel hellere give videre. Når jeg bliver konge skal alle dog fra Twitter til Google+.

0
0

0
0
0

Sander

Hej! Mit navn er Sander Grønlund, og her på siden blogger jeg hovedsagligt om det at skabe en online indkomst. Hver måned udgiver jeg månedsrapporter med min indtægt, så du kan følge med i og lade dig inspirere af at se mine tal - 100% uden filter.

5 thoughts on “Kristoffer Føns – Et selvstændigt vidunder

  1. Hej Sander
    Super fedt interview! Håber på MANGE flere af sådan nogle!;)

    Og til Kristoffer har jeg kun at sige super fed historie! Og ret cool kommentar din lære er kommet med;)

    -Fortsat god dag

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *