Jonas Donbæk – Smil, HighFives og et fantastisk gå-på mod

Hej Jonas! Tusinde tak for din tid til et lille skriftligt interview. Jeg ved, at du er en travl herre, som bestræber sig på at få så meget ud af hver eneste dag som muligt. Derfor er jeg virkelig glad for, at du kunne få presset dette lille interview ind i dit skema. Mange tak for det!

Jamen til at starte med, kan du så ikke lige give læseren en lille præsentation af hvem du er? Hvor i landet er du fra, og hvad laver du til daglig?

Jeg hedder Jonas Donbæk, og er i skrivende stund 18 år gammel. Jeg er opvokset i Sønderjylland i en lille landsby, men flyttede i 2009 til Fredericia, hvor jeg gik på handelsgymnasiet i 3 år. Jeg blev student i sommers. Jeg har i 3 år arbejdet med WordPress udvikling, med det seneste halvandet år har jeg beskæftiget mig med online markedsføring i form af søgemaskineoptimering samt opsætninger af Google Analytics, til at give brugeren mere information om websitet.

Som mange sikkert kender dig for, så gik du jo Caminoen her i sommers. Hvad kan du tage med fra den oplevelse, og kan du bruge det rent iværksættermæssigt?

Jeg kan tage stort set ALT med fra den tur. Jeg får lige nu fuldstændig kuldegysninger i hele kroppen, for den tur er SÅ fantastisk. De fleste går jo turen, på deres ældre dage for at reflektere over livet. Jeg gjorde det helt anderledes. Jeg gik turen, for at finde ud af hvordan jeg vil forme resten af mit liv. Det har jeg fundet ud af nu.

Jeg har på min tur fået rigtig meget ud af det. Jeg tænker meget mere klart, og er blevet mere bevidst om mine beslutninger. Jeg er også meget hurtigere om at træffe den rigtige beslutning i en situation. Udover det, så er jeg vokset på alle måder, jeg har fået en bedre form. Udover det er jeg også blevet meget mere motiveret, og ved nu endnu mere hvad jeg vil, end nogensinde før.

Jeg har også fået det ud af min tur, at jeg er blevet meget mere bevist om hvad jeg bruger min energi på. Når man skal gå mellem 20 og 42 kilometer om dagen hver dag i 28 dage, uden hviledage, så er du nødt til at prioritere din energi. Det er nøjagtig det samme det handler om i erhvervslivet. Du skal prioritere din tid samt energi. Det er jeg blevet meget bedre til nu, og nu får jeg endnu mere ud af døgnets 24 timer.

Hvis man følger dig på Twitter eller Facebook, så kan man se, at du kaster om dig med #HighFives og glade billeder af dig selv. Har du en opskrift til hvordan man er så glad hele tiden?

Hehe! Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal svare på dén. Det bedste svar jeg kan give er, at grunden til at jeg uddeler så mange highfives, og jeg er så glad, er fordi jeg laver det jeg elsker. Det gør jeg hver dag. Jeg elsker at stå op om morgenen, i tøjet og direkte til computeren for at give den gas. Det er virkelig fedt.

Jeg har fundet det jeg elsker, det jeg kan slappe af med, og det jeg kan bruge 5 timer i træk på, hvor det stadigvæk føles som 5 minutter. Jeg har fundet det jeg brænder for, og dét bliver jeg super glad af.

Mange snakker om passion, det ord er ret mærkeligt, synes jeg. Jeg synes det er mere rigtigt at sige at du skal finde det, som gør dig glad, og så skal du gøre mere af det! Passion, kan være et ret mærkeligt ord fordi det kan gradbøjes så meget, men hvis noget gør dig glad, og du kan lave det 5 timer i træk og stadig synes det er fedt, jamen har du fundet det du brænder for!

 

Så giv den gas min ven!

Nu er de fleste læsere formodentlig iværksætter orienteret, så for at komme ind på det – hvordan kom du selv i gang med iværksætteriet? Hvornår kunne du mærke, at det var den vej, du skulle gå?

Jeg kom selv i gang for 3 år siden med at lave en affiliate side. Derefter begynde jeg at kigge dybere i opsætningen i selve WordPress, og hvordan alt hang sammen. Så åbnede der sig en helt ny verden for mig, og jeg blev super interesseret i hele online verdenen og hvad man kunne. Derefter så fortsætte jeg med disse slags sider. I 2011 stifter jeg så www.curso.dk med min partner Simon. Det er et nyt koncept, hvor man kan købe online kurser, fra div. eksperter i Danmark.

Jeg kunne mærke det var den vej, det skulle gå fordi det interesserede mig. Jeg følte en frihed, og en afslappende følelse, når jeg sad og lavede det andre vil betegne som arbejde.

 

Hvad er dit ultimative drømmemål inde for iværksætteriet? Har du en drøm om at styre det hele fra udlandet, eller skal du være millionær inden en hvis alder?

Planen er at jeg bor og lever i Spanien om 3 år. Jeg elsker det land, og har været på ferie der et hav af gange. Jeg har haft sproget i skolen, og kan utrolig godt lide deres kultur, som er super cool.

Pengene er faktisk ikke noget jeg går efter. Det er selvfølgelig fedt, men det er i sig selv ikke målet, med at stå op og give den gas hver dag!

 

Det er efterhånden noget tid siden du launchede Curso.dk – hvad er status for det site pt.? Går det som forventet?

Status er at vi har et to-cifret antal brugere. Det er vi super glade for, vi prøver hele tiden at udvikle det. VI begynder for alvor at skalere det op nu. Vi får rigtig mange kurser ind fremover, og det hele kommer til at køre meget mere glidende det har gjort tidligere. Så følg med! 😉

Udover at gå et hav af kilometer, så blev du også student i sommers – skal du tilbage på skolebænken på et tidspunkt?

Ja, det skal jeg. Jeg starter på at læse næste sommer. Der vil jeg gerne læse multimediedesigner, som er en uddannelse, der beskæftiger sig lidt med det jeg laver nu. Opsætninger, lidt programmering, og markedsføring af virksomheder. Denne udannelse tager 2 år.

Forbliver du i online branchen, eller kunne også godt se dig selv arbejde med iværksætteriet i offline branchen? Markedsføring, åbning af egen fysiske butik e.l.?

Jeg bliver i online branchen, og det er det eneste jeg ønsker at have med at gøre. Jeg vil dog ikke afvise, at jeg kan ende i et team hvor en del af forretningskonceptet er en fysisk butik. Jeg vil så stadigvæk stå for online delen.

Nu hvor du har gået Caminoen – har du andre fantastiske fysiske mål i fremtiden?

JEPS!!! Jeg har netop besluttet at jeg løber en halvmaration d. 9 Juni 2013. Jeg glæder mig ufatteligt meget. Udfordringen er helt perfekt for mig, fordi at den er stor nok. Den er svær. Den er rigtig hård. Jeg hadede at løbe for 2 år siden, næste år skal jeg løbe 21,5 kilometer i træk. Den perfekte udfordring for mig, er den svære, som er svær at opnå, men som kræver hårdt arbejde, og når man så har opnået – er en kæmpe sejr!

Og nu til et par spørgsmål fra Twitter:

Gør der ikke ondt at smile så meget? Hvordan finder man den unikke ide, så man man springe ud som iværksætter?

Haha, gør ondt? Nej. Jeg elsker det! Jeg er rigtig glad stort set alle timer i døgnet, og mange har ikke rigtig set mig kedelig eller muggen 😀

Hvordan man finder den unikke idé? Dét er et rigtig godt spørgsmål. Til at starte med vil jeg gerne sige at en forretningsidé ikke behøver at være unik. Én forretnings idé skal opfylde ét krav (efter mine regler): At den opfylder et behov, og skaber en værdi. For opfylder du et behov, og skaber en værdi, jamen så kan det sælges.

Når det så er sagt, så kan det være ret svært at finde idéen. Den bedste måde at gøre dette på er at du tænker i problemer indenfor dét du er god til. Hvad kunne være bedre? Hvad kunne laves hurtigere osv.. Mange idéer kommer også af at folk arbejder med noget de super godt kan lide, og så pludselig opstår der et behov, som man så kan gå ud og realisere som et produkt.

Og vi tager lige et mere..

Apple eller Windows?

HAHA! Jeg vidste bare den vil komme! De personer, som er tæt på mig, ved at jeg ikke er den store fan af Windows. Lad mig forklare hvorfor. I dagens Danmark, og generelt i hele verden, er folk utrolig travle. Tid er penge, og det er det også i min virksomhed, og hvad jeg laver. Derfor handler det også om at jeg kan spare noget spildtid hist og her. Kan jeg spare 30 minutter HVER dag, så har jeg altså sparet ET HUNDREDE OG FIRS timer om ÅRET. Dét er vildt.

Hvad kan så spare tid? Jo, det skal jeg fortælle dig.. Windows systemet er opbygget på en måde, så alle indstillinger ikke er helt logiske, og mange programmer kræver specielt meget opsætning. Nogle windows fanatikere vil nu komme med argumentet om, at jeg bare ikke kan finde ud af det. Det vil jeg kunne, hvis jeg ville bruge tid på at sætte mig ind i. Det vil jeg bare ikke bruge min tid på. Alle de programmer som kommer til en Apple computer virker stort set out-of-the-box uden nogle behov for vilde opsætninger eller andet. Apple kan dække mine behov, og gøre mange ting selv uden at jeg skal være over indstillingerne og rette dem til. Derfor elsker jeg min Macbook, og jeg nyder tænde den hver dag, fordi jeg ved at jeg også sparer mange timer af tid, hvert eneste år!

 

Her til slut vil jeg lige høre, om du kunne give et råd til andre unge iværksættere? Er der noget de især skal fokusere på, hvis de er i opstartsfasen, eller noget de skal huske på?

Én ting som jeg føler mange unge iværksætter overser, og bruger alt for lidt tid på, det er den økonomiske del i et projekt. Inden jeg kaster mig ud i noget som helst, så laver jeg typisk et regneark, hvori jeg har alle relevant info, og regner utrolig mange tal ud for at se hvordan det i værste fald kan gå, og hvor godt det kan gå.

Jeg møder mange, som har en SUPER idé. Det ENESTE de bare mangler, er hvordan de kan tjene penge på den. Eller tjene nok penge på den. Derfor skal du tænke mere i behov vs. pris og indtjening. Dækker du et behov, kan du også tjene penge på idéen. Det er bare op til dig at finde ud af hvordan! Skriv gerne til mig, så vil jeg godt kigge på dine tal.

Ha’ det fantastisk venner! Håber at vi på et tidspunkt mødes. Ellers er jeg at finde på de sociale medier!

 

 

Så vil jeg bare sige tusinde tak for din tid Jonas – jeg ønsker dig al held og lykke i fremtiden!

Sander Grønlund

 

Sander

Hej! Mit navn er Sander Grønlund, og her på siden blogger jeg hovedsagligt om det at skabe en online indkomst. Hver måned udgiver jeg månedsrapporter med min indtægt, så du kan følge med i og lade dig inspirere af at se mine tal - 100% uden filter.

2 thoughts on “Jonas Donbæk – Smil, HighFives og et fantastisk gå-på mod

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *