Det koster kun 45 kroner at starte et nyt eventyr

toerdu

Der er rigtig mange mennesker, der godt kunne tænke sig at tjene penge. Flere penge. Mange penge. Men alligevel er der mange, der aldrig lige får taget det sidste skridt ud over kantstenen og giver det en chance.

Jeg har selv flere gange haft ideer igennem hovedet, men når jeg så har skulle købe domænenavnet og gravet det første spadestik, har jeg alligevel været for nærig, eller for bange, til at betale de bare 45 kroner, det nu engang koster at købe et nyt domæne, fordi jeg ikke har været helt overbevist om projektet, og det ville jo være fjollet bare at spilde 45 kroner ud af vinduet.

Det er jeg heldigvis ved at lægge lidt bag mig.

45 kroner er bestemt ikke mange penge (for de fleste.) Men når man er så nærig pengebevidst, som jeg er åbenbart, er 45 kroner også en udgift på kortet. Og for mit vedkommende er det lige før, det giver et rap over fingrene, når jeg skal have kortet op af lommen og svinge det igennem maskineriet. Jeg stinker til at shoppe, det dur jeg slet ikke til.

Men når alt kommer til alt, så svarer 45 kroner til en fadøl i byen, en pizza i provinsen eller tre poser chips og en 2 liters cola i Netto, når man bare skal have en hyggelig aften i selskab med orkere og elvere. Og hvor mange øl, pizzaer eller liter cola har du ikke kværnet bare over det sidste års tid? Formodentlig for mere end 45 kroner.

Det behøver ikke at koste penge for at tjene penge. Det kan mit arbejde som tekstforfatter jo bare være et levende bevis på. Jeg har 0 kroner i udgifter og 100% overskud i den forretning. Jeg investerer kun min tid.

Men mange af dem, der godt kunne tænke sig at tjene penge på nettet, har ofte ideer til hjemmesider, de er helt hooked på, og alligevel lader de sig desværre stoppe, lige så snart der er en betalingsbarriere på vejen.

Selvom jeg ikke er helt god nok endnu til bare at svinge kortet her og der (dog kategoriserer jeg det også som en god evne til tider), vil jeg alligevel opfordre dig til at spare pengene på den ene fadøl i byen næste gang og i stedet investere de bare 45 kroner i den næste hjemmeside, du har fået en awesome ide til.

For mange virker de 45 kroner som en lille størrelse, og det kan da også virke underligt, at jeg har brugt tid på at skrive dette indlæg om sølle 45 kroner. Men for mange nye dudes og dudesinder i dette game kan det betyde forskellen på liv og død for et projekt.

I mange år, fra da jeg var omkring de 13 til og med de 17-18 stykker, brugte jeg eksempelvis udelukkende gratis hosting. Jeg var for nærig til at kaste penge efter bare et billigt webhotel. Det hele skulle gerne være gratis. Men med et gratis webhotel kommer du bare ikke særlig langt. Og det gør du altså heller ikke med .tk, .co.cc eller nogle af de andre gratis domæner, man kunne få rundt omkring, som jeg ofte brugte.

Jeg siger ikke, at du skal gå ud og bruge hele din børneopsparing eller pensionsopsparing på at få designet en hjemmeside, logo, bannere osv. Men få prikket hul på bylden ved at kaste 45 kroner efter dit domæne, de 150 kroner efter et års hosting, eller hvad der nu måtte stå imellem dig og dit projekt.

For det er først, når du selv vælger at kaste, om ikke andet så bare en smule, penge efter dit projekt, du viser, at du tror på det. Og det får dig også til at tage projektet mere seriøst. Lige så snart du har åbnet op for kontoen, betyder det ikke den store forskel, om det er 50 kroner eller 500 kroner, du har smidt i det. Ikke følelsesmæssigt i hvert fald.

Tror du på din ide?

Har du været bange for at investere i det?

Så mærk efter en ekstra gang. Føles det rigtigt, så brug de første penge på projektet, som kan få dig til at trille bare lidt ud af landingsbanen.

Cheers,
Sander

Sander

Hej! Mit navn er Sander Grønlund, og her på siden blogger jeg hovedsagligt om det at skabe en online indkomst. Hver måned udgiver jeg månedsrapporter med min indtægt, så du kan følge med i og lade dig inspirere af at se mine tal - 100% uden filter.

2 thoughts on “Det koster kun 45 kroner at starte et nyt eventyr

  1. Hatten af for dig Sander, gid jeg havde det mod i din alder. Men det er jo aldrig for sent. Jeg vil læse din bog og tage springet. underviser i hvordan eller er det til at hitte ud af via din bog?

    Hilsen

    Karina Ralsted

    1. Hej Karina!

      Jeg underviser ikke, men svarer tit på spørgsmål fra nye i gamet. Så dem kan du bare komme med her, så skal jeg nok gøre, hvad jeg kan 🙂

      Det er fedt, du har mod på at tage springet. Så håber jeg bare, du bliver ved med at flyve og landet et sted, og ikke dratter ned i forsøget 🙂

      Dbh,
      Sander

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *